Читать онлайн
Germanske folk. Germanska folk. Indoeuropæisk migration. Indo-europeisk migration
Indoeuropæisk migration. Indo-europeisk migration
Andrey Tikhomirov
© Andrey Tikhomirov, 2019
ISBN 978-5-0050-9671-5
Created with Ridero smart publishing system
Dansk
Dannelsen af de gamle indoeuropæere i de sydlige Ural – Sortehavet
Moderne arkæologisk forskning beviser, at indo-europæernes hjemland er regionen i de sydlige Ural, hvor de dannede sig som en enkelt sproggruppe.
Fællesskaber oprettes først på grundlag af fælles oprindelse – fødsel, og efterhånden som omsættelige produkter stiger, dannes et stort familiesamfund, der består af fratriering, dvs. flere slægter. Derefter nabosamfundet i form af en stamme, det næste trin – foreningen af stammer, der igen fører til dannelsen af folket og derefter staten. Men for ethvert samfund er et interessefællesskab også nødvendigt, i dette tilfælde beskyttelsen af metallurgister og deres produkter. Så der var bosættelser af gamle metallurgister, og især Arkaim-kulturen i Syduralerne. Lignende bosættelser blev fundet i Europa, i Tyskland nær Dresden og Leipzig, samt i Østrig og Slovakiet, under 7 tusind år. Efter afslutningen af naturressourcerne blev “bosættelserne” lukket, grøfterne blev fyldt op, og resterne af boligerne blev brændt.
Byenes land er det betingede navn på territoriet i de sydlige Ural, hvor antikke byer og befæstede bosættelser af Sintash-kulturen i middel bronzealderen (ca. 2000 f.Kr.) blev fundet en kultur.
Bosættelser blev opdaget i 70—80’erne. XX århundrede. Et af de første fundne arkæologiske komplekser var en gammel bygning ved Sintashty-floden (en sideelv af Tobol), som selve bosættelsen blev opkaldt efter floden Sydural. Kort efter opdagelsen af andre byer begyndte arkæologer at bruge udtrykket “Sintashta-kultur.” Dette “land” er beliggende i Chelyabinsk-regionen, Orenburg-regionen, Bashkortostan og det nordlige Kasakhstan. Byerne ligger på territoriet med en diameter på 350 km.
Alle bosættelser er forenet af en lignende type struktur, organisering af byinfrastruktur, byggematerialer og eksistensen tid. Samt den samme topografiske logik. Befæstninger er tydeligt synlige på luftfotos. Efter 4.000 år fremtræder skeletter fra byer tydeligt på baggrund af det naturlige landskab, pløjede marker. Der kommer en opmærksomhed på de teknikere, der designede og skabte sådanne systembyer. Byerne selv var mest velegnede til livet. For det første sørgede de for beskyttelse mod eksterne fjender, og for det andet blev der i byerne skabt lokaler til kunsthåndværkers, sadelmænds, pottemagers og metallurgers liv og arbejde. Inde i byerne er der en stormkloak, der fører vand ud af bebyggelsen. I nærheden af byerne blev der arrangeret gravpladser, der blev oprettet dyrepenner. Alle befæstede bosættelser blev lavet i tre forskellige former: runde (8—9 stykker); oval (ca. 5); rektangulær (ca. 11). Udtrykket “land” kendetegner korrekt denne by af placering. Ud over det faktum, at alle de befæstede bebyggelser blev bygget på et kompakt territorium på samme tid, i samme stil og ved hjælp af de samme tekniske løsninger, er lignende materialer, andre forenende egenskaber synlige.
På steppernes store territorium i den gamle æra vest for Ural boede stammerne i den såkaldte Srubnaya og øst for Andronovo-kulturen, hvor sidstnævnte dækkede regionen fra Ural til Altai og Yenisei. Andronovites, der talte en af dialekterne i det gamle iranske sprog (indoeuropæisk gruppe), opdrættede kvæg og små kvæg, heste, var engagerede i fiskeri. I de sydlige Ural er der identificeret spor efter oversvømmelseslandbrug. Andronovo-samfundet blev betragtet som ret bagud og arkaisk, hvilket især fremgår af fattigdommen i deres begravelser. I graven sammen med den afdøde placerede de normalt keramik, bronzesmykker, mindre ofte værktøjer og våben.
Ifølge Videvdat (den første bog i Avesta, en samling af hellige bøger om den gamle iranske religion, en slags iransk fortsættelse af Vedaerne), er det forældre hjem for de gamle iranere Airyanem Vaejah (Avest. Airyanem Vaejah, “Aryan plads”). Dette land beskrives som den uendelige slette, gennem hvilken den smukke flod Daitya (Vahvi-Datiya) strømmer igennem.
Indoeuropæiske stammer bevægede sig fra øst til vest, og som en sne, der faldt fra et bjerg, fejede de alt på deres vej og indtog dem, der kom med i deres stammer. Deres forfædres hjem, hvor de dannede sig som en enkelt sproggruppe, var stepperne i Sortehavsregionen – de sydlige Ural.
Indoeuropæiske områder af Kentum (blå) og Satem (rød). Det estimerede indledende område med satellitisering vises i lys rød. Kentum-satem-opdeling kaldes isogloss i den indoeuropæiske sprogfamilie, der er relateret til udviklingen af tre rækker ryggekonsonanter, der er rekonstrueret til det Pra-indo-europæiske sprog (PIE), * kW (labio-velar), * k (velar)) og * k; (kammer). Udtrykkene kommer fra ordene, der betyder tallet “hundrede” på de repræsentative sprog i hver gruppe (latin centum og Avestan satem).